skip to Main Content

Valborg de Fine Nyeboe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arbejdet for alkoholistiske Kvinder.
Radioforedrag af Forstanderinde Valborg de Fine Nveboe.

                                  (3. April 1935).

For nogle og tyve Aar siden saa man ofte en Kvinde fær-
des i den indre Bys Smaagader ikke mindst om Aftenen
og ved Nattetid. Det var Bymissionær Frøken Louise Bruun,
der gik sin menneskekærlige og opsøgende Gang. Hun havde
en sjælden Evne til at finde de Steder, hvor Nøden var
størst og Forholdene ulykkeligst. Hun travede Trappe op
og Trappe ned med sine Traktater og Søndagsblade, gik
ingen Dør forbi. Selvom Spot og Skældsord regnede ned
over hende, gik hun dog ufortrødent de samme Steder om
og om igen. Alle Vegne søgte hun at faa Kvinder i Tale,
baade i Beværtninger og paa Danseboder. Det greb hende
særligt at se hvor mange drikfældige Kvinder, der var i
Storstaden. og hun ynkedes over Kvindernes dybe Forned-
relse. En Dag, da hun som sædvanlig kom med sine Trakta-
ter, saa hun en Kvinde ligge døddrukken  paa  en Trappegang.
Hun forsøgte at vække hende og faa hende paa Benene, men
det var haabløst umuligt. Da der i det samme kom en Mand
ind ad Gadedøren, spurgte Frøken Bruun ham. om han
kendte  denne Kvinde. ”.la, hun bor oppe paa anden Sal.”–
” Vil Dc saa ikke hjælpe mig med at faa hende op.”–
” Hvad skal det til, hun er vant til at sove Rusen ud der i
Gangen.” — Men da Frøken Bruun alligevel bad ham om at
hjælpe sig, kunde han ikke staa for det. — det var der for
Resten ikke mange, der kunde, naar Frøken Bruun had om
en Tjeneste i Arbejdet. Resolut tog Manden om den drukne
Kvindes Arme og svingede hende en-to-tre op paa sin
Skulder. Det gav et Gys i Frøken Bruun, hun syntes næsten,
han bar den stakkels Kvinde, som var det et livløst Dyr.
Da de kom ind i Lejligheden, smed han hende paa Sengen
og smilede godmodigt til Frøken Bruun, idet han sagde:
.. Naa, er Damen saa glad,” og tog venligt imod hendes
Traktat. Saa sad Frøken Bruun da der i den lille Stue og saa
paa den ulykkelige Kvinde, og hun tænkte paa de mange

4

andre drikfældige Kvinder, som hun havde truffet paa i sin
missionerende Gerning, og hendes Tanker formede sig til
Bøn til Gud, om han dog ikke vilde hjælpe hende til at faa
oprettet et Hjem, hvor saadanne hjælpeløse Kvinder kunde
anbringes for en Tid og komme helt bort fra deres vante
Omgivelser. Der kom en forunderlig Fred i Frøken Bruuns
Sjæl, og hun forstod, at Tanken var fra Gud. Ivrig og ener-
gisk som hun var, gik hun øjeblikkelig til sin Sognepræst,
Pastor Chr. Gad ved Trinitatis Kirke og forelagde ham
Sagen med en saadan Begejstring og Varme, saa han uden
Tøven henvendte sig til Københavns Indre Missions Besty-
relse og opfordrede den til at efterkomme Frøken Bruuns
Ønske. – Indre Mission lejede da en lille Lejlighed i Adel-
gade 79 til Optagelseshjem for kvindelige Alkoholister. Og
den første patient ankom den 2. April 1910. Der var Plads
til tre Kvinder, Hjemmet var kun bestemt til midlertidigt
Ophold, men da Tilgangen blev større end forventet, og det
var vanskeligt at faa Kvinderne anbragt andre Steder. lejede
Indre Mission i ]911 en større Lejlighed i samme Hus. Op-
tagelseshjemmet blev saaledes ogsaa Redningshjem, hvor
Kvinderne forblev mindst et halvt Aar.
Om Arbejdet i Hjemmet skriver Frøken Bruun i Aars-
beretningen for 1911.
“Aaret 1911 har vist, at der i høj Grad trængtes til dette
Hjem i København. da vi i det forløbne aar har haft 44
Kvinder fra 16 til 60 Aar, mange af dem var født paa Lan-
det, men blev ødelagt i Hovedstaden,” Endvidere skriver
Frøken Bruun i 1912: ”Fra det Øjeblik den stakkels Kvinde
Kommer inden for Hjemmets Dør bliver selvfølgelig al Ny-
delse af Alkohol berøvet hende. Det kan ske. at et Tilfælde
af Delirium tremens tvinger os til at lade vedkommende
indlægge paa Hospitalet, hvorfra hun saa atter vender til-
bage til os. Det er en Glæde at se. hvorledes det rolige og
regelmæssige Liv i Hjemmet bevirker, at Kræfterne lidt
efter lidt vender tilbage.” Patienterne blev beskæftiget ved
Syning og Husgerning. I 1914 fik Hjemmet Navnet ”Sikem”.
taget fra Josva 20. 7, “Fristed fra Herren”, og blev sam-
me Aar statsanerkendt.
Frøken Bruun indsaa det formaalstjenlige i, at Patien-
terne nu under det længere Ophold blev flyttet bort fra
Byen til landlige Omgivelser. Der blev derfor lejet en Lej-
lighed i en Villa i Søborg ved København i 1915, et mindre
Optagelseshjem vedblev dog at være l Adelgade indtil 1929.
Selvom Forholdene var Fornedrede ved Bortflytningen fra

5

Byen, var de dog ikke tilfredsstillende; det var uheldigt, at
der boede flere i Ejendommen. Frøken Bruun begyndte der-
for at arbejde med Tanken om at faa et eget Hjem til Ger-
ningen, ogsaa dette lykkedes for hende, idet Indre Mission
købte en Villa i Taastrup. og Hjemmet Indviedes den 5. Juli
1911.  Frøken Bruun skrev herom: ”Den 5. Juli oprandt; en
stor Dag,  hvor ”Sikem” fra den ringe Begyndelse i Adelgade
fik sit eget Hjem indviet af Biskop Ostenfeld og Stiftsprovst
Hoffmeyer. Biskoppen talte over Rom. 10, 11: “Hver den,
som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.” Derpaa ind-
viede Stiftsprovst Hoffmeyer Hjemmet med Herrens Ord
fra Profeten Ezckiel:  ”Jeg vil slutte en evig  Fredspagt med
eder.” Stiftsprovsten bad Forsamlingen rejse sig, og det var
et gribende Øjeblik, da han ledede os i Bøn for Herrens
Ansigt og lagde Hjemmets Ve og Vel i den almægtige Guds
hænder og indviede det til hans Ære og Sjæle til frelse.
Indvielsesdagen var en “Eben-Ezer”-Sten paa vor Vej. “Hid-
til har Herren hjulpet.”
Saa begyndte Arbejdet i det nye Hjem. For yderligere
at beskæftige Patienterne og navnlig for at skaffe Hjemmet
en Indtægt oprettedes et Vaskeri, a1mindelig Vask og Fransk
Vask og Strygning.  Den første Leder af Vaskeriet var en
F’rugt af arbejdet. Et meget dygtigt, flittigt og elskeligt
Menneske. som havde været Patient paa Hjemmet.
Efter en hel og fuld Hjertets Overgivelse til Gud havde
hun intet større Ønske end at faa Lov til at arbejde i hans Tje-
neste, og da hun selv havde ejet et Vaskeri, var hun vel-
skikket og blev indtil sin Død til Velsignelse i Arbejdet.
Endnu var Frøken Bruun ikke helt tilfreds med Hjemmet,
der var ingen moderne Bekvemmeligheder, ingen Central-
varme eller Badeværelse, et Badekar i Vaskekælderen be-
nyttedes, det var meget primitivt. Det var uheldigt med
Fællesstuer, hvor Patienterne laa to eller tre i hver Stue,
ligesaa var det vanskeligt i Opholdsstuen at have unge og
ældre sammen, og da Tilgangen af unge var ret stor, arbej-
dede Frøken Bruun med Tanken om at faa oprettet en Ung-
domsafdeling, tillige skulde Hjemmet indrettes saadan, at
hver Patient fik sin egen Stue. Guds gode Haand var over
Frøken Bruun, saa  ogsaa denne Plan realiseredes. idet en
ny Fløj blev tilbygget i 1924. Nu blev Hjemmet moderne
indrettet, saa der endog blev to Badeværelser og Central-
varme. Der er 22 Eneværelser. Hvor forfriskende denne
Forandring Virkede, har en Patient beskrevet: ”1924 var et
Aar, som blev en Begivenhed i “Sikem”s Historie. Vi var

6

så mange, at vi maatte ligge to og tre i hvert Værelse,
ogsaa Medarbejderne maatte flytte sammen. Saa blev det
besluttet, at “Sikem” skulde udvides. Jeg var med til Grund-
stensnedlæggelse, Rejsegilde og til Slut Indvielse. som sam-
lede saa mange Mennesker, at vi med et drastisk Udtryk
stod, ”som Sild i en Tønde”, men det var bevægede og dej-
lige Dage. Jeg saa rigtig, hvor mange gode Venner ”Sikem”
har og i. det hele taget, hvor mange troende Mennesker, der
findes, som gerne vil være Guds Tjenere og hjælpe deres
stakkels Medmennesker. Ja ”Sikem” er udvidet, vi har hver
især vort lille nydelige Værelse med lysegule Møbler,
skænket af  ”Sikem”s Venner. Hvor var jeg glad. da jeg fik
Eneværelse, hvor var det vidunderligt, da man om Aftenen
gik ind og lukkede sin Dør, ikke fordi jeg havde noget at
beklage mig over med Hensyn til dem. jeg har delt Værelse
med. De var søde og elskelige, men – ja, nu kommer
det store  ”men”. Var man om Aftenen ved Andagten grebet
af Guds Ord og kunde længes efter at knæle ned og tale
til sin Gud om alt det, som rørte sig i ens Sjæl, saa gør man
det ikke; ens Sovekammerat er muligvis oplagt til alt andet
— hvem ved —  man gør det ikke, man generer sig maaske,
men nu er  ”Sikem” udvidet, og enhver kan, hvis de vil og
føler Trang dertil, være ene med deres Gud. Jeg ved, at
Frøken Bruun har arbejdet haardt, for at det skulde blive
saadan, og Gud give, at det maa blive til Gavn og Velsig-
nelse for de mange, som bor der og kommer til at bo der.”
Saaledes saa Frøken Bruun sine Ønskers Maal naaet.
Desværre fik hun ikke Lov til at arbejde ret længe under
disse forbedrede Forhold, idet hun døde 1925. Det var et
stort Tab for den Gerning, hvori hun havde været Sjælen.
Eet af Frøken Bruuns Principper var, at “Sikem” aldrig
maatte blive en Anstalt, men et Hjem, med et Hjems Hygge
overalt baade i Dagligstuen, Spisestuen og Patientværelserne,
og dette Grundprincip overholdes stadig.
I de 25 Aar, Hjcmmet har bestaaet, har vi haft flere
Hundrede Kvinder. ikke blot fra København. men fra hele
Landet og fra mange forskellige Samfundslag kommer de.
Dagen gaar saa hurtigt og godt for Patienterne. Som
allerede omtalt beskæftiges de paa forskellig Maade efter
Kræfter, Evne og Anlæg. Vort Vaskeri er nu betydelig
større, saa det giver Arbejde til flere. Vi har ingen Maski-
ner, men vasker. ruller og stryger paa gammeldags Maner
og tørrer Tøjet i fri Luft, idet vi har en stor overdækket
Tørreplads. Foruden det almindelige huslige Arbejde har vi

7

en Del Husflid, blandt andet væver vi Viskestykker og
Haandklæder, ogsaa Haven giver en sund og fornøjelig Be-
skæftigelse. Aftenerne tilbringer vi meget hyggeligt, medens
vi sidder Med vort Haandarbejde, faar vi underholdende
Oplæsning._ Om Søndagen deltager vi i Gudstjenesten,
senere paa Dagen har vi musikalsk Underholdning eller
gaar en Tur, ja, det hænder ogsaa, at vi leger. Alle nyder
godt af ”Sikem”s dejlige Have, hvor vi tilbringer mange
herlige Timer om Sommeren.
De  Kvinder. der kommer til os, er syge bange paa Sjæl
og Legeme: “Er der virkelig kvindelige Alkoholister,” spør-
ger man os. Ja, der er baade unge og ældre Kvinder, der
drikker. Det er desværre ikke nogen Usædvanlighed her i
København og heller ikke i Provinserne at træffe unge Piger
i 17 – 18 Aars Alderen stærkt berusede. og vi har kendt
unge piger, som allerede 16 Aars Alderen har været beru-
set flere Gange. Hvis disse unge ikke bliver standset paa
Vejen, vil de hurtigt glide saa langt ned, at de menneskeligt
set ikke staar til at redde. Det er forfærdeligt a t se en
Kvinde, som endnu ikke er fyldt 16 Aar, være fuldstændigt
ødelagt af Drik og Drikkens Følger. Nogle unge kommer
fra saa ubeskrivelig daarlige Hjem; der var trist og mørkt
i Hjemmet, Ufred, Skænderi, onde og haarde Ord, Drikkeri.
Eder og Banden. I et saadant Hjem bliver Børnene mutte
og sære, faar Knubs og Skænd, baade naar de fortjener det,
og naar de ikke fortjener det. Er det underligt. om de tid-
ligt løber hjemmefra og søger daarlige Kammerater, de er
saa bitre og fjendske paa alt og alle, har ingen Tillid til
noget Menneske. Jeg talte engang med saadan en bitter lille
Pige, hun forstod ikke, hvordan det kunde interessere os,
at hun kom bort fra de Omgivelser, hun nu levede i. Hun
vidste godt, at Drikkeriet før eller senere vilde ødelægge
hende og indrømmede, at det var hende umuligt at holde
op, og at hun i Grunden var træt af det Liv, hun levede,
men forstod som sagt ikke, hvad det kom os ved. Hun sagde
senere. da hun var bleven indlagt paa “Sikem”, at hun aldrig
havde mødt Kærlighed før, derfor havde hun haft saa svært
ved at tro paa den. — Lad os se med kærlig Forstaaelse paa
de ensomme unge, som ingen Støtte fandt i Barndomshjem-
met og ingen skønne Minder har at drage ud i Livet med,
de som ikke blev værnet. Men det er desværre ikke alene
unge Piger fra daarlige Hjem, der drikker. Der er ikke saa
faa nu til Dags, der kommer fra gode Hjem, som paa Grund
af Forlystelsessyge rives med ind i det vilde Liv. Det er

8

ofte unge Piger fra Provinsbyerne eller Landet. København
stod for dem som Eventyrlandet og til Trods for Forældre-
nes Advarsler drog de af Sted, de vilde opleve noget og
more sig. En lille Pige fortalte mig, hvor skamfuld hun var,
da hun første Gang havde været beruset, men Kammera-
terne trøstede hende med, at det var da ikke noget at tage
sig  saa nær, og hun lod sig trøste. Men Trangen til Spiritus
voksede, til hun ikke mere formaaede at bremse, Nu nøje-
des hun ikke mere med at drikke Vin, naar hun var sammen
med Kammeraterne, men købte Vin og sad hjemme paa
sit Værelse og drak. En ung jydsk Pige, som vi fik herud,
fortalte. hvordan hun lod sig trække med af Kammeraterne
fra Vinstue til Vinstue, dansede og drak, og naar Bevært-
ningerne lukkede, blev Gildet fortsat hos een af Kammera-
terne. Naar hun saa vaagnede næste Morgen og saa sig selv
i det Selskab, kunde hun blive grebet af en Rædsel. Hun
havde haft en troende Bedstemor, som hun elskede, hun
kom til at tænke paa hende og overvældet af Minderne
sprang hun op og løb ned ad Trapperne og ud paa Gaden,
bort,  bort fra Kammeraterne, men havnede dog omsider paa
en af de Beværtninger. hvor hun plejede at komme, og nu
drak hun for at glemme, sagde hun. Livet i København blev
ikke det skønne Eventyr, hun havde drømt om, da hun
rejste hjemmefra. Naar det gaar unge Piger fra gode Hjem
daarligt, holder de op med at skrive hjem, de skammer sig,
og de  kan ikke nænne at bredrøve deres Slægtninge, derfor
har vi paa ” Sikem” modtaget Breve fra bedrøvede Mødre
om at opsøge deres Børn. Vi forstaar, hvilken Lykke det
er, naar saadanne unge Piger bliver fundet. Ofte kniber det
for dem at finde sig til Rette i den første Tid paa “Sikem”.
Den aand der raader paa Hjemmet, er saa forskellig fra
den, de er vant til derude i Verden, hvor de danser og drik-
ker til langt ud paa Natten. Men lever de sig først ind i det
regelmæssige Liv paa Hjemmet og igen faar lært Arbejdets
Velsignelse at kende, saa knyttes de til os med stærke
Baand, nogle beder om at blive baade to og tre Aar; de er
da vel udrustede til alt husligt Arbejde, og vi har ogsaa haft
den Glæde, at flere af dem’ har kunnet blive i deres Pladser
i flere Aar.
Patienterne paa ældste Afdeling, som for en stor Del
indlægges af Læger, er som oftest Hustruer og Mødre. Hvor
kan en Hustru og Moder give sig til at drikke? Der er
mange Aarsager. Een, som saa mange andre, fik Trangen til
Spiritus gennem Selskabelighed. Der begyndte hun at faa

9

Smag paa Vin, og det gik tilsyneladende godt i lang Tid.
men saa kom der en Periode i hendes Liv, hvor hun følte
sig træt og mat, dels paa Grund af den megen Selskabelig-
hed, de mange Pligter i Hjemmet samt den opvoksende
Børneflok, som lagde saa megen Beslag paa hendes kræfter.
Hun syntes, der var saa meget, hun skulde naa. Hun blev
nervøs og drak et Glas Vin for at stimulere sig, en anden
Dag blev det til to Glas, og uden hun selv rigtig vidste det.
var det bleven en Vane for hende daglig at drikke Vin, og
Vanen tog Overhaand. En anden Kvinde var trykket af
økonomiske Sorger, alt mislykkedes for hende, Manden var
arbejdsløs og drikfældig og alt andet end en Støtte for
Hjemmet. Tilsidst gav hun ogsaa efter for Fristelsen til at
nyde Spiritus. En tredje mistede sin Mand, og af Sorg og
Fortvivlelse herover begyndte hun at drikke. Ægteskabelige
Sorger og Skuffelser fører ofte ind i Ulykken. Vi har hørt
mange tunge og triste Livshistorier.
Mange af de Kvinder havde aldrig tænkt, at Alkohol
skulde komme til at herske over dem og dræbe deres Livs-
lykke og Livsmod. Alkohol har en frygtelig Magt, naar den
tager Ovcrhaand. En nydelig ung Moder sagde til mig, naar
først den Trang vaagner i En, maa man have Spiritus; kan
man ikke faa Penge af sin Mand til det, saa bruger man de
Penge, man skulde købe Mad for. Man tager paa Kredit,
selvom man ikke før kunde tænke sig at gøre det, og man
ved, at Manden bliver baade vred og bedrøvet over det, ja,
man generer sig ikke for at gaa paa Laanekontoret og pant-
sætte sit Tøj eller sin Mands Tøj. Saadanne Kvinder lider
utrolig under deres Svaghed. De indser, de ødelægger hjcm-
met for Mand og Børn. En Kvinde fortalte, hvordan hun
gik op og ned ad Gulvet og vred Hænderne i Fortvivlelse
over sin Hjælpeløshed, længe havde hun forsøgt at skjule
Lasten for sin Familie, men nu kunde den ikke skjules læn-
ger. Der var Øjeblikke, hvor hun tænkte paa at begaa Selv-
mord for at befri sine kære for den Byrde, hun følte, hun
Det er en stor Ulykke i et Hjem, naar Spiritus tager
Magten over Husmoderen, det Hjem, der før var Hyggeligt,
rent og ordentligt, bliver sjusket og snavset, og. Børnene
bliver forsømt, hvor kan det være andet. Det er slemt, hvor
der er smaa Børn, fordi de trænger til saa megen Pleje og
Omsorg, men det er lige saa galt, hvor Børnene er større.
saa de har Forstand paa det; hvis De har prøvet at se ind
i et Par alvorlige, bedrøvede Barneøjne, set det urolige Blik,

10

halvt skamfuld, halvt fortvivlet over Mor, saa kender De
den knugende Fornemmelse, man faar i Hjertet, naar man
ser de Barneøjne, og tænk saa paa den stakkels Mor, som
selv føler Ulykken, men ikke formaar at bremse op mod
Trangen.
Selvom vi paa “Sikem”s ældste Afdeling naturligvis og-
saa der har haft nogle letsindige og overfladiske Mennesker,
som tilsyneladende var ganske ligeglade med sig selv, kom
dog  de  fleste til os med det inderligste Ønske om at blive
løst af Alkoholens Lænker. Der kæmpes en haard Kamp
paa “Sikem”, rigtig nok er Patienterne værnede der mod at
faa Spiritus, men Trangen varer ved længe,  der skal kæm-
pes og strides for at holde ud. Den, som ikke selv har haft
Anledning til at se Alkoholister paa nært Hold, aner vist
ikke, hvor svær den Kamp er, naar hele Legemet kræver
Giften. Vi, som lever med i det daglige Liv i “Sikem”, har
maaske lettere ved at forstaa dem og lide med dem, vi ser
dem stride, og naar vi saa betænker, hvor ødelagte deres
Nerver er, hvor svært det er at holde Modet oppe, ikke
mindst naar de ser, at nogen af dem, der opholdt sig paa
Hjemmet et Aar, alligevel ikke blev helbredet.
Vi forlanger, at Patienterne skal blive mindst et Aar paa
Hjemmet. Der er nogle, det kniber svært for, fordi de har
Hus og Hjem, Mand og Børn at længes efter, men der er
ogsaa dem, der ønsker at forblive længere, fordi de endnu
ikke tør tage Kampen op ude i Livet. De, som Gerningen
lykkes med, er ikke de, der føler sig saa sikre paa sig selv,
men de, der forstaar deres egen Hjælpeløshed.
Vi  forsøger i al Skrøbelighed at vise den enkelte Sjæl
Vejen til Gud, hvorfra Hjælpen og Kraften kommer. Det er
vort Maal ikke blot at, faa Legemet sundt, men ogsaa Sjæ-
len. Gennem hele den Aand, der raader paa “Sikem”, søger
vi dette. En Gerning som denne skal ses paa langt Sigt, og
gør vi det, har vi meget at glæde os over og sige Tak for;
rundt om i vort Land er der Kvinder, unge og ældre, Hu-
struer og Mødre. som blev hjulpet gennem “Sikem”s Ger-
ning.
“Sikem”s Arbejde er et Led i Københavns Indre Mis-
sions Arbejde, og det gøres paa hele den danske  Menigheds
Vegne, og det er vort inderlige Ønske, at ”Sikem” i kom-
mende Dage fremdeles maa være et Fristed fra Herren, om-
gærdet  af en trofast Venneflok, mange ulykkelige Kvinder
til legemlig og sjælelig Oprejsning.

Back To Top