Uddrag af bogen:
Separatisterne
Om konfirmationen skrives der i brevet:
Med den ugudelige konfirmation bliver udslukt den sidste gnist af
tro«.
Mærkværdigvis slutter brevet som en bøn til Gud:
»Nu kjære himmelske fader, jeg beder dig for din søns Jesu Kristi
skyld, at du af nåde vil styre det ved din Helligånd, at dit navn kan
helliges, og dit rige komme og din vilje ske. Arnen«.
Peter Gravesen
» Hvad her er anført, erkjende vi undertegnede er som stemmende
med den rene sandhed og vor tro«.
P. C. Petersen – Troels Gravesen
Mads Thomsen – Laurits Sivebæk Nielsen
Søren Trueisen (33)
Separatisterne fastholdt altså, at et udøbt barn var et djævelens barn,
der, hvis det døde i den tilstand, gik til helvede, hvor også dødfødte børn
havde hjemme. I sidste tilfælde holdt de på, at moderen til det dødfødte
barn måtte have begået en »gruelig« stor synd under svangerskabet uden
at bekende den og få syndsforladelse for den. Derfor mødte et udvalg af
dem op hos en sådan stakkels ulykkelig kvinde for at få hende til at
bekende sin synd- en speciel synd, der kunne være årsag til den ulykkelige
begivenhed. Først når hun havde fundet et eller andet (en kone af andet
ægteskab klarede det ved at bekende, at hun vist ikke altid havde været så
god mod sine voksne stedsønner. som hun burde havde været), kunne hun
igen antages som et ret medlem af deres menighed. De nulevende med-
lemmer af menigheden har ikke taget offentlig afstand fra tidligere med-
lemmers stillingtagen til de udøbte børns forhold efter døden.
Konfirmationen og adgang til
nadverens nydelse
Efter separatisternes opfattelse er alt, hvad Luther har sagt og gjort,
udtryk for den eneste rigtige opfattelse af kristendommen. Da Luther
havde kaldt den katolske konfirmation for » narreværk « ,fandt de også den
danske konfirmation for »ugudelig – djævelens værk- 0.l.
Det var den pietistiske kong Christian den 6., der i 1736 ved lov påbød indførelsen af konfirmationen i Danmark. Loven fastsatte, at ingen kunne
122
(Brevet, der henvises til findes på Landsarkivet, Viborg. (Ribe Stifts bispearkiv, skrift af 7. maj 1856) (nkn)
———————————————————————————————————————————————–
Separatisternes friskole.
(fortsat)
kunnet klare sig uden de tre nævnte fag, så kunne de vel også fortsætte på
samme vis.
Poul Chr. Pedersen, lærersøn fra Herning, blev bevægeisens første
lærer. Han var dimitteret fra Jelling seminarium 1848 med karakteren
»duelig«. En tid var han hjælpelærer for sin far, hvis embede han senere
søgte, men ikke fik – vel nok fordi, han var med og en af de ledende inden
for separatisternes kreds. Andre stillinger, han søgte, fik han heller ikke –
nok af samme grund, og så opgav han at søge og slog sig ned på Gullestrup
hede som husmand, hedeopdyrker og lærer for sine trosfællers børn. I sine
skrivelser til de kirkelige myndigheder virker han velformulerende og
holder sig fra den grove tone, som P. Gravesen yndede. Han var kun
skolens lærer i 9 år.
Separatisternes valg af præst og lærer er tidligere omtalt, og ved at følge
den blev deres næste lærer gdr. Laurits Sivebæk Nielsen – almindelig
kaldet Laust Kirk, da han boede på gården »Kirkegård« i Herning.
Han var uden uddannelse, men havde visse principper angående opdra-
gelse og indlæring af sand kristendom. Til disse hørte – foruden de omtalte
bøger – tamp og spanskrør, hvilke sidste han efter sigende gjorde flittigt
brug af.
Laust Kirk hørte til den fløj, der stærkt fordømte de anderledes troende,
og i hans tid var der ofte skarpe ordvekslinger mellem ham og de forskelli-
ge præster, der var formænd for skolekommissioneme og stod for den
årlige eksamen. Han var godt kendt med Luthers skrifter og bibelen, og
citater fløj fra den ene side til den anden. »Kun en enkelt gang skal det
være kommet til håndgribeligheder«. (51)
1894 holdt Laust Kirk op med at være lærer, og der valgtes en yngre
mand, Christian Fr. Lodahl til hvervet. Han var en dygtig bygningshånd-
værker og desuden drev han et landbrug. Eleverne holdt af ham, og han
var ikke så snæver i sit syn som forgængeren. Der blev nu undervist i andre
fag end religion, men det vakte stor modstand hos de mest dømmende, så
det var ikke let for ham, men da han var så vellidt af børnene og deres
forældre, kom hans standpunkt til at gælde. Han fik en elendig løn som
lærer p.gr. af separatisternes modvilje mod at modtage tilskud fra det
offentlige. Alligevel holdt han ud i 20 år, inden han af helbredshensyn fik
lov til at trække sig tilbage.
Skolekommissionen havde været godt tilfreds med hans undervisning i
hovedfagene: kristendomskundskab, dansk og regning. Men med hans
efterfølger M. L. gik lodtrækningen på afveje. Han var ganske vist valgt
ved Guds hjælp, men lærer egnede han sig ikke til – det kunne både
149
(51= Jens Sønderup:” En religiøs vækkelse” s.56 )
———————————————————————————————————————————–
side 159
——————————————————————————————————————————————-
side 160
——————————————————————————————————–
Uldhandlere og
trikotagefabrikanter
(fortsa t)
de før nævnte herreder, der bad om tilladelse til, at de stadig måtte opkøbe
deres varer i disse herreder og sælge varerne i staden.
Ved et reskript fra Christian den 6. af 30. januar 1741 bestemte han, at
ingen måtte hindre uldkræmmerne i at opkøbe og »berneldte indvånere frit
at sælge og afhænde de af dennem (beboerne i de 4 herreder) forarbejdede
uldne og linnede varer til hvem, de lyster, og hvor de samme bekvemme-
ligst og bedst kan forhandle og afsætte (dern)«. På dette grundlag fortsatte
de jyske uldkræmmere deres handel.
Christen Jensen – også kaldt Chr. Bechgård – født 1751, var den første
her fra sognet, vi ved om, der dreven betydelig handel som uldkræmmer i
København. Han fik borgerbrev i staden og drev forretning der i 27 år,
hvorefter han vendte tilbage til sit fødesogn. Han købte den østligste af
Sivebækgårdene. hvor han – som pastor Fabricius skrev i kirkebogen 1807
i 8 år levede af sine erhvervede midler. (54)
Det har sikkert rygtedes i omegnen, at en velhavende ugift mand var
kommet til sognet. I hvert fald blev den snart 50-årige mand med træben
gift med den ikke så lidt yngre Sara Buch – en datter af herremanden på
Tanderupgård (17 + 48 tdr. hartkorn). De fik en datter, der blev døbt i
Tjørring kirke den 21. januar 1801 med navnet Mette Kirstine. Tilstede
som faddere var stedets honoratiores: Madam Buch fra Kibæk Mølle,
signe ur Buch fra Tanderupgård, signeur Nyboe fra Ørnhoved, hr. Laur.
Buch, købmand i Ringkøbing, jomfru Nyboe fra Ørnhoved og signeur
Konrad Nyboe, Ørnhoved.
Et par gamle skøder, som jeg har fået lov at låne, omhandler – sært nok –
Chr. Jensen Bechgård, skønt de har været opbevaret af ejerne af den
anden gård i Øster Sivebæk, som siden udflytningen er blevet kaldt Nørre
Sivebæk.
I det ene gør herredsfoged i Hammerum Herred Casper Møller til Højris
vitterlig, at år 1805 den 26. martii blev efter begæring af selvejerne Chr.
Tomvig og Peder Vejvad ved auktion solgt en parcel nr. 3 af Pedersgård i
Tjørring. Køberen blev Christen Bechgård for et bud på 230 rigsdaler. Det
købte var et stykke eng, som blev lagt til Øster Sivebæks areal.
På dette tidspunkt – i de første år af 1800-tallet – kendte bønderne også
til skatter og afgifter. Man kaldte det bare »tiende«. De svarede kirke,
konge, korn samt kvægtiende. Men da de enevældige konger som oftest
manglede kontanter, sket det ikke sjældent, at de solgte retten til tiendet
for en kontant sum, og der kunne handles med tiendet, hvilket ses af
følgende uddrag af den anden skrivelse fra herredsfogeden til Højris:
»20. august 1805 blev efter begæring af afdøde Iver Wandlings enke,
Anne Christensdatter holdt offentlig auktion over Tjørring sogns
side 164
(54= Tjørring sogns kirkebog, 1807–17)
————————————————————————————————————————————–