Morten Michael Nyboe 1792 – 1833

_________________________________________________________

_____

______________________________________________________________

VEJLES   INDUSTRIELLE   UDVIKLING   INDTIL   1850              89

Nyboe og Dalgas’ Klædefabrik

Under krigsårene fra 1807 til l813  var der overordentlig gode kon-
junkturer for de danske klædemanufakturer. Det gav flere mod på at
prøve lykken indenfor klædeindustrien. Blandt  dem var Morten Ny-
boe og Henrik Dalgas. som ved en række  t iltældigheder kom til at
drive Vejles første egentlige klædefabrik. Morten Nyboe var fabrik-
kcns igangsætter, mens Henrik Franccis Dalgas først kom til senere.
Det skulle dog vise sig, at  Henrik Dalgas, der var søn af præsten ved
den reformerte menighed i Fredericia, Jean Martin Dalgas, skulle
blive en af Vejles mest initiativrige entreprenører i 1800-årene.
Morten Nyboe fik formentlig sit privilegium på at anlægge og
drive en klædefabrik i december 1809. Med det i hånden kunne han

_______________________________________________________

90          VEJI.ES  INDUSTRIELLE  UDDVIKLlNG INDTIL 1850

tage fat på at opbygge sin klædefabrik i Nørregade 5, og senere er-
hvervedes Nørregade 17 til at indrette farveri. Hvad der fik Morten
Nyboe ril ar vælge Vejle, vides ikke, men det kan have spillet en
rolle, at Kocks aktiviteter i Grejs Mølle Klædefabrik også udvikle-
de sig i disse år. Her var et velfungerende stampeværk , som Nyboe
havde behov for. Han bad da også om amtets resolution på, at han
kunne få valket tøj på Grejs Mølle.
Maskinerne købte han hos den tids førende maskinbygger ril klæ-         Nordbergske maskiner
deindustrien, svenskeren Charles Nordberg i København. Det var
sikkert overladt til Charles Nordbergs værksted i Fredericia først at
bygge maskinerne og siden at opstille dem hos Morten Nyboe. Fa-
brikken var færdigmonteret den 15. december 1812, og der blev
udfærdiget  modtagelsesbevis.
Vævningen af klæde foregik endnu på håndvæve, så de 11 maski-
ner, Nordberg leverede, var beregnet til maskinelt at forarbejde
råuld til  færdigt garn. Først skulle ulden i wolff-maskinen, hvor det
vaskede og rensede uld blev ensrettct i tråden. I kartemaskinen blev
ulden yderligere ensrettet og uldfibrene trukket endnu mere ud i
slubbe- og skubbemaskinerne osv. Til sidst blev garnet spundet i
spindemaskinerne. Blandt de maskiner, Charles Nordberg leverede,
var en wolff-maskine, en skubbemaskine. en karremaskine. en slub-
bemaskine, fire spindemaskiner og to haspemaskiner samt en ræk-
ke værktøjer, der skulle bruges til den løbende vedligeholdelse. Til
at trække maskinerne blev der bygget er hesteværk med tromler.
Regningen på det leverede maskineri inklusiv transport og opsæt-
ning lød på 26.000 rdl, Nyboe skulle som andre klædcfabrikantcr
betale halvdelen af maskinernes pris. De 13.399 rdl. 48 skilling
skulle årlige forrentes med 4% og afdrages med 4%. Den anden
halvdel betalte staten.
Med otte væve og nye maskiner til at forarbejde garn, var det en
anseelig klædefabrik Nyboe startede i 1813. Samme antal væve
havde også Grejs Mølle’, Isack Kock og Benjamin Moses & Intcres-
senter i Fredericia. Af klædefabrikkerne pa egnen var kun Bertel
Bruuns og Schwartz klædefabrikker i Fredericia væsentlig større
med 14 væve. Det første år, fabrikken var i drift, beskæftigede den
29 ansatte. Ved maskinerne seks personer, fire dugmagere. to over-
skærere, en farversvend. tre daglejere, 10 børn og tre gamle koner.
Fabrikkens maskinmester var A. Georg Gessen, og den ene over-
skærer var Bendix Carstensen. Produktionen blev på mellem 4.600
og 5.000 alen klæde.
Allerede i sine første år blev klædefabrikken hårdt ramt. Den nåe-         Klædefabrikken i krise
de ikke at få del i de gode fortjenester, der kunne hentes i krigsåre-
ne.  I stedet blev den ramt af statsbankerottcn med pengeombytnin-
gen i januar 1813 og fredstid med penge- og afsætningskrise.
Da Nyboe i august 1813 gerne ville af med det klæde, hans fabrik

________________________________________________________

    VEJLES   INDUSTRIELLE   UDVIKLING   INDTIL   1850              91

Efter valkningen skal klædet
behandles for at opnå den
ønskede overflade. Klædestyk-
ket kradses op med karteboller
(rues) og får dermed en blød
overflade, som senere  bliver
gjort jævn ved overskæring.
Fransk stik fra ca. 1750

 havde  produceret,  henvendte  han  sig til  Det  kongelige   Danske
Dugmanufakturs klædeoplag. Det var oprettet for at støtte klæde-
fabrikkerncs afsætning af varerne. Det var ikke en kommissionsaf-
tale, Nyboe ønskede. Han ville have betaling for leverancen straks,
og oven i købet have et forskud på 3 til 4.000 rbd. til indkøb af uld.
Han havde akut behov for driftskapital. Den økonomiske situation
blev yderl igere forværret, da alle klædefabrikkcrne mistede deres
leveranccr til millitæret på grund af krigens ophør.
Økonomiske vanskeligheder var formentlig årsagen til, at Morten            Henrik Dalgas
Nyboc i 1815  optog Henrik Dalgas som medejer i klædefahrikken.
Kontakten til Henrik Dalgas kan være knyttet i forbindelse med
købet af nordbergske maskiner til klædefabrikken. Dalgas var på det
tidspunkt leder af Nordbergs maskinbygnings-værksted i Fredericia.
Efter Nordbergs død drev han selv maskinværkstedet videre. Der er
sandsynligt, at Dalgas som bestyrer af Charles Nordbergs værksted i
Fredericia havde leveret og opstillet maskinerne hos Nyboe. Allere-
de i 1812 havde H . Dalgas vist interesse for klædefabrikationen . Han
havde sammen med tre andre fået tilladelse til at starte en klædefa-
brik. Men planerne led skibbrud. Sikkert på grund af de samme pro­-
blcmcr, som Morten N yboe måtte kæmpe med i 1813  og 1814.
Fra 1815 og frem eil 1817 var Nyboe og Dalgas fælles om klæde-
fabrikken. Med Henrik Dalgas som medejer fik fabrikken en kyn-
dig mand, der kunne holde maskinerne i gang og var interesseret i
klædeproduktion. I 1814 og 1815 blev der spundet garn og vævet
klæde  til en værdi af 25.000 rdl. om året, og det var på  linie med,
hvad der blev produceret hos H.A. Kock på Grejs Mølles Klædcfa-
brik. De  føllgendc år faldt produktionen ti l henholdsvis 23.000 rdl.
og 20.000 rdl , i 1817.

________________________________________________________

92                 VEJLES  INDUSTRIELLE UDVIKLING  INDTIL  1850

De to fabrikanter forsøgte i 1816 at skaffe yderligere indtjening
ved at udvide aktiviteten. De fik tilladelse ti! at farve alle slags uld
og linnedvarer i deres farveri. Med denne tilladelse kunne de nu kon-
kurrere med byens farvere om især bøndernes hjemmevævede  tek-
stiler.  Anstrengelserne var forgæves, for udvidelsen af fabriksfarveri-        Konkurs
et til et fuldgyldigt farveri og trykkeri kunne ikke redde klædefa-
brikken, som måtte  lukke i 1817. Der år forarbejdede Nyboc & Dal-
gas  Farveri og Trykkeri for 2.000 rdl.  for klædefabrikken. mens ar-
bejde for byen og omegnen indtjente 5.000 rdl.
Lukningen af klædefabrikken i 1817 skete samme år, som den sid-
ste manufakrur-administration til støtte for den betrængte rnanu-
fakturindustri blev ophævet. Det var et resultat af et skifte i dansk
crhvervspolitik , hvor industrien blev nedprioriteret. Klædefabrik­-
ken i Vejle havde ikke nået at konsolidere sig, før de hårde økono-
miske realiteter med økonomisk krise i samfundet og øgct konkur-
rence fra udenlandske fabrikkcr kom. Klædefabrikken i Vejle blev
langt fra den eneste, der måne lukke i tiden efter krigen. Samme
skæbne ramte en række andre. Vejle-fabrikken var imidlertid så
ung og svag, at den tidligt måtte bukke under.
1818 og 1819 blev hårde år for Morten Nyboe. Samarbejdet mel-
lem Morten Nyboe og Henrik Dalgas blev afbrudt. Det skete ikke
uden sammenstød. Nyboe blev anklaget for at have brudt ind i et
aflåst kammer hos Dalgas, og Nyboe indgav en klage over at være
blevet morderisk overfaldet af løjtnant Crone. I sommeren 1818
måtte M. Nyboe meddele, at han ikke kunne udrede renterne til sin
obligation på grund af, at fabrikken lå stille. Fra 1819 var H. Dal-
gas eneejer af farveriet, som formentlig da blev flyttet til Nørrcga-
de 20. Der høres ikke mere ti! Nyboe, efter at det i juni 1823 blev
bekendtgjort for ham, at han ikke kunne få bevilling til at føre sin
sag ved underretten i Ribe Stift.
Farveriet havde fra begyndelsen en begrænset størrelse med to til
tre ansatte. Den størrelse blev fastholdt i den tid, Henrik Dalgas
drev farveriet. Farveriet forblev i Dalgas eje indtil l. maj 1840, hvor
der blev overtaget af  J. Ch. Petersen. Bekendtgørelsen i Vejle Amts
Avis den l5. maj 1840 beskriver farveriets arbejdsområde:

“Farve og Trykkerie i Veile

Da jeg fra den 1. maj har overtaget Dalgas´s farveri, og senere er-
hvervet kgl. bevilling af 5. maj på at drive samme, så tillader jeg
mig herved at bekendtgøre, at jeg fra dato af modtager alle slags
garn og tøjer såvel uldne, bomuld, linned og silke til farvning, tryk-
ning, appretering, vatring og presning ( … ).”‘

J. Christian Petersen er sandsynligvis den 20-årige lærling, der i
1834 boede hos familien Dalgas.