Lidt gårdhistorie
Ørnhoved
Den største gård i Tjørring er Ørnhoved, der nævnes første gang i 1498, da
dens herlighed lå under Lundenæs, men da var det en gammel selvejer-
gård. I året 1598 kom den til adelen, idet Christen Munk ved bytte med
kronen erhvervede herligheden og sad på den som fri adelsgods, Da havde
den 20 tdr. hartkorn. Hans datter Karen blev gift med Niels Mogensen
Munk, hvorved gården kom i hans eje. Efter Karen Munks ret tidlige død,
giftede manden sig igen. Denne gang med en søster til manden på en gård i
Sdr. Lem, af det mærkelige navn» Tredje«. Han hed Knud Sørensen, og
da begge ægtefæller på Ørnhoved døde, blev han formynder for deres
umyndige børn.
Gården blev bortforpagtet til Holger Bille, men det kneb for ham at
betale forpagtningsafgiften, og han måtte den 26.juni 1638 rejse til Tredje,
for at give værgen, Knud Sørensen, skriftlig bevis for sin skyld til børnene,
og han måtte love at betale inden næste års Valborgdag. Summen var på
196 daler, og da Bille døde, inden pengene blev betalt, måtte Knud Søren-
sen på landstinget søge hans arvinger for sine søsterbørns tilgodehavende.
l den følgende tid havde Ørnhoved flere ejere blandt adelen – Jakob
Grubbe, Niels M. Munk og Erik Lunov. Sidstnævnte var gift med Ellen
Dyre, der sad på gården som enke en tid. Hun var søster til Claus Dyre på
Sindinggård, og da Ellen var død, solgte arvingerne Ørnhoved til ham. Det
var i 1684. Allerede året efter solgte han gården, og siden har den ikke
været i adelig eje. Måske klarede en borgerlig sig bedre på gården, for i
1705 kunne Niels Larsen, Ørnhoved, låne Chr. Jørgensen i Hagelskær 196
rigsdaler, mod 5 % i rente og pant i gården, som da var en selvejergård.
I 1721 ejede Albert Mogensen Leegård, Ørnhoved. Hans kone var noget
skrap. Hun hed Karen Jensdatter. En søndag i efterårstiden løb hendes
tjenestepige, Sidsel, sin vej efter et optrin på gården. Længere op ad dagen
214
————————————————————————————————–
Ørnehoved”
Hovedbygningen med 2 sidefløje. Opført omkring 1850
af etataråd Fjelstrup, Sindinggård der på den tid ejede gården.
kom hun igen ledsaget af to nabomænd, som hun ville have til at lægge et
godt ord ind for sig. De traf også madam Leegård, og Sidsel bad om, at hun
måtte blive til skiftedag. Dertil svarede madammen, at hun ikke ville have
hende i sit brød, men hun skulle skaffe en anden i sit sted. »For den
sladdertaske og den skarn, og den knægt, du holder i med … Min mand
har taget jer til hobe, din sladdertaske og din skarn. Jeg vil ikke have dig i
mit brød – skaf en anden«,
Pigen bad da om lov til at tage sin kiste. Nej, det fik hun ikke lov til. “Så
en trøje da«, bad pigen. »Nej, ikke en trevl, før hun skaffer en anden«, lød
svaret.
Manden, A. Leegård, sagde senere, at hans kone blot havde givet Sidsel
»een eneste ørefigen- og så løb hun. Madam Leegård blev dog på tinget
dømt til at levere Sidsel hendes kiste og give hende pas og afsked, samt løn
til Mikkelsdag. Leegård appellerede til landsretten, som underkendte
dommen og påbød herredsfogeden at betale 4 daler til Leegård.
Hen på foråret 1722 stak aviskarlen, Christen Jensen af fra sin plads på
gården en søndag formiddag. Han foregav, at han ville til alters, men han
215
————————————————————————–
kom ikke tilbage. Han var gift og havde to børn, og familien sad til huse i
Snejbjerg by. Hans kone hed Jacobe Jacobsdatter, og det er hende, der
møder i retten, hvor hun fortæller, at hendes mand gik sin vej, fordi
husbonden havde nægtet ham noget af hans løn, som han havde
til alters, og sognepræsten Mogens Heide ville se og læse det, inden han tog
ham til skrifte, men passet ville hr. Leegård altså ikke udlevere ham. Så
havde karlen sagt til sin madmoder: »Kan jeg hverken få løn eller pas af
eder, så har jeg længe nok tjent eder, så favel«. »Lykke på rejsen«, lød
madammens svar.
Mads Staby blev antaget som sr. Leegards sagfører. Han står på tinget
og fremviser Chr. Jensens pas. »Han kom ikke til Ørnhoved som en
rømningsmand, men nok som en rømning skilt sig derfra. Hvad årsag han
nu har haft, må Gud og han selv bedst vide«, siger Mads fromt, og han
ønsker, »at karlen igen indfinder sig, så han kan tilkendegive, om han
ikke i sin tjeneste nød al den skel og begegnelse, som nogen ærlig karl af
tjenestestand kan tilkomme. Lader han sig ikke indfinde, må han lide for al
den skade, som hans forsvinden var årsag til i gården, hvor han som
avlskarl havde ansvar for vogne og avlsredskaber og ikke har gjort rede for
alt dette, inden han gik sin vej«. Husbonden og Mads sætter de skader han
har forvoldt til 40 rigsdaler. Karlen bør efter Mads Stabys opfattelse lide
straf som rømningsmand og betale skaden, hvis han ikke indfinder sig.
Denne pasordning, som den mandlige ungdom led under, og som bandt
dem til hjemstavnen, var den vigtigste årsag til ufrihed for alle unge af
mandkøn inden for den jævne bondebefolkning. Efter Christian den 6.’s
forordning af 1733 måtte ingen bondekarle i den tjenestedygtige alder
forlade det gods, under hvis område de var født. Senere blev de stavns-
bundne fra det 9. til det 40. år, og endelig i 1764 blev stavnsbåndets
begyndelse sat helt ned til4 års alderen. Så mente man sig sikret imod, at
drengebørnene blev sendt hjemmefra, inden de blev bundne til hjemstav-
nen.
De par eksempler, der foran er anført, viser noget om tjenestefolkenes
rettigheder for godt et par hundrede år siden. Os forekommer det såre
mærkværdigt, at en tjenestekarl skulle fremvise et pas for at få lov til at
komme til alters, men sådan har det altså været. Ligeså må det bemærkes,
at det var fuldt ud lovligt for husbonden at holde »hustugt« over sine
tjenestefolk – altså give dem klø.
Fra 1760 til 1812 var det slægten N yboe, der boede på gården i 3
generationer- sidste led arv på spindesiden. Gården blev solgt til tre fra »æ
vesteregn «, der forstod den kunst at »slagte« gårde. De udstykkede og
216
————————————————————————————————
solgte så megen jord fra gården, der under Claus Dyres besiddelse havde
haft 20 tdr. hartkorn, så den nu gled ned på 5 tdr. hartkorn.
Ved midten af forrige århundrede ejedes Ørnhoved af den kendte Etats-
råd S. A. Fjelstrup, Sindinggård. Han lod opføre det nuværende stuehus,
efter datidens skik med to sidefløje. Senere tilhørte den signeur Carl Chr.
Leth, der efterlod gården til sin adoptivdatter og hendes mand, Kr. Hauge.
Denne solgte gården i 1932 for 100.000 kr, kontant, med avl og besætning
til handelsmand Marinus Pedersen, Nybro. Han drev gården i nogle år,
hvorefter han solgte den for 130.000 kro til trikotagefabrikant Niels Krøj-
gård, Herning. Dennes søn Erich Krøjgård, der bor og driver forretning i
Ålborg, ejer nu gården.
Ja, tiderne og priserne har forandret sig så urimelig meget på mindre end
50 år, så unge mennesker vanskeligt kan forstå forholdene fra den omtalte
tid. Vil de i dag købe en byggegrund i Tjørring by på 640 m-, må de betale
den stump jord med 140.000 kro Det er mere, end man på den forannævnte
tid gav for sognets største gård på godt og vel 200 tdr. land, vel besat med
heste, kreaturer, svin og redskaber. Antagelig kender de unge dog det
meget brugte ord i nutiden: inflation.
[ Fra bogen: Træk af Tjørring sogns historie af Laurits Nielsen]
217
———————————————————————————–
Ørnhoved
1760, Ejet af Laurs Nyboe, som bor der med familie, selv driver avligen og holder nogle foerstude ( foderstude)
[Rtk. Hartkornsspecifikat. til Fam. og Folkeskats Ber. V.A.2.146.]
Lars [Lauridsen (Horslund) Nyboe]
————————————————————————————————————————–
Ørnhoved
(1785 foraar) indberetter L.Nyboe om forbedr. her 1758-84.
Jordeb(og) 16 td htk. Bruger alt under hovedgaarden uden hoveri, men derfra
er fire afbygger på Nørremarken, nlg (nemlig):
V.Bjallerbæk har 700 kvadratalen el. agermark
Ø. -do- – 750 -do-
Frøsig – 400 -do-
Kortborg – 900 -do-
Nok et nyt hus Trindtoft har 300 a al. og 1 jordl(od) h. med kålhavr.
Har ikke noget fællesskab, men er uden indhegning.
I engen er kastet grobe (grøft) for at trække molevandet. Iøvrigt er in-
tet gjort til vands afledning.
Ingen skov; ingen humleavl el. lign. Intet l…værk
Godset er: Trælund (om lodsejer) 5 beboere og 1 j…. h. Intet fællesskab
med tilgrænsende. Alt er “i forrige stand”.
Hollingholt 5 beboere (ene lodsejer). Som forrige.
Mølsted 1 beboer. Intet fællesskab i ager og eng men i fædrift.
Faurholt (flere lodsejer(e)); Ø. har 3 beboere. Indbyrdes fællesskab
Hedegård 1 beboer. Intet fællig med tilgrænsende i ag(er) og eng, men
i fædrift.
(Rtk (rentekammeret): Indberetning om forbedringer i landvæsen .v. II 212)
[Nygaards sedler]
———————————————————————————————————–
1807 sælger Lars Nyboe gården Ørnhoved til sin svigersøn Jens Christensen.
[Hammerum Herreds Justitsprotokol 1795 – 1812, folie 513A ]
———————————————————————————————–
1812 25/6 sk. Jens Kristensen til Dejbjerglund, Ørnhoved til
byfog. Ttranberg, kbm. Houmark og propr. P. Lundsgaard Ø. med 5 afbyggerhuse ( 16-” -” -“-) for 13000 rdl.
[Hammerum justitsprotokol 2o) [Nygaards sedler]
——————————————————————————————————————————–
læs mere om Ørnhoved på internettet: Nygaards sedler