Jeg har kendt en Dreng, der havde mere end 71/2 Mil hjem, og som gik i Thisted Realskole, hvor han havde gjort sig fortjent til Friplads. Naar han vilde hjem i Ferien, maatte han spadsere, hvilket faldt, saa naturligt, da Billetten pr. Postvogn kostede 14 Mark og 8 Skilling, og det var der ikke Raad til.
Han løb saa fra Thisted om Eftermiddagen de 21/2 Mil til Koldby Kro, hvor han overnattede, og hvor den forstaaende og hjertensgode Madam Nyboe, Johannes Nyboes Kone, tog sig af ham og forsynede ham med Mad og Drikke. Næste Morgen fik han en Hjertestyrkning med til de 5 Mil, han havde til sit Hjem. Og den bestod af en solid, hjemmelavet Madpakke ogen Flaske Limonade, naar det var varmt, ellers en Flaske Mælk.
Den daværende AKnevel Dreng@, der da var i 13 Aars Alderen, kan endnu mindes det kærlige Blik, hvormed Madam Nyboe saa paa ham, naar hun spurgte: ATror du, du kan spise mere?@ Men der var naturligvis altid for meget, og Vedkommende kan endnu næsten blive rørt, naar han kommer i Tanker om den Omsorg, som denne hjertevarme K vinde i sin Tid viste ham.
Nu er “Drengen” 90 Aar og gaar lange Ture endnu, tildels maaske efter Recepten: Hvad man i Ungdommen nemmer…o. s. v.
Kilde: M.P.Kastberg – 90 AAr i JYLLAND – Nyt Nordisk Forlag- Arnold Busk
Jeg lærte mange udmærkede Mænd blandt Aandens og Haandens Arbejdere at kende, og af disse husker jeg for Thys Vedkommende bl. a. Johannes Nyboe, Koldby Kro. Det er vist ingen Overdrivelse, at Koldby til dels kan takke Johannes Nyboe for sin Tilblivelse. Og til Held for Pladsen saa Nyboe stort paa Tingene, Krimskrams i Anlæg og Bygning taaltes ikke og det er betegnende, at de Bygninger, han rejste for saa mange Aar siden, den Dag i Dag staar Maal med dem, der i vore Dage bygges af Stat og Kommune; Nyboe brugte Granit til Byggemateriale, det svarede til hans egen kraftige Konstitution; han var heller ikke lavet af Sprinkelværk, stor og robust som han var. Et Bevis paa hans Fremsyn og vide Horisont har man bl. a. i det lille Anlæg, der hører til Kroen, hvilket ligefrem vakte Opsigt paa den daværende træfattige Egn, hvor andre vilde have nøjedes med en Stump Have eller Kaalgaard, og jeg antager og haaber, at det lille Anlæg er fredet og sikret mod Salg; det vilde skæmme selve Koldby meget mere, end man maaske aner, hvis Anlæget forsvandt, og da Koldby ligger højt vilde ”Skaldethedene” kunne ses viden om. Nyboe byggede Apothek og Lægebolig og rejste Hus til Smed og Bager uden om Kroen, som var kendt og søgt som et første Klasses Madsted med hjemlig Hygge og opmærksom Betjening. Et Hvil i Koldby Kro under Nyboe og Hustrus Ægide var altid attraaet af de Rejsende af enhver Slags, men selvfølgelig var det Krokonen der, som alle vegne, ”trak Læsset”, ikke mindst da Nyboe saa ofte var paa Rejse i Anledning af den store Eksport af Kreaturer, som han opkøbte i Thy og sendte til Tyskland foruden til de hjemlige Markeder.
Johannes Nyboes Opfattelse af sin Stilling som Kromand eller Beværter var vidt forskellig fra almen Praktiseren af et saadant Erhverv, og havde dettes Udøvere i al Almindelighed været af Nyboes Type, saa var der ikke blevet arbejdet for Afholdssagen; thi saa vilde der ingen Trang have været til et Arbejde af den Art, i hvert Fald ikke af Hensyn til Kroerne og Beværtningernes Misbrug af Spiritus.
Nyboe tillod nemlig ikke, at der blev Tale om Misbrug af Spiritus; Gæsterne kunde fra en Toddy, og den var altid efter et bestemt Maal lavet til i Køkkenet; det fik de ikke selv Lov til. Kendte Folk; der kom til Kroen en Aftenstund, kunde højst faa to Toddyer, thi saa hed det; ”Nu er det saa sandest sandelig ‑ bedst, at du gaar hjem, du har ikke godt af mere i Aften,” hvorefter alle sig havde at rette. Og kom der unge Mennesker, der skulde vise AMandigheden@ og derfor forlangte spirituøse Drikke, saa fik de den Besked, at de havde sandest meget bedre af en Kop Kaffe, Limonade eller hvad der nu ellers i den Branche kunde præsteres. Og derved blev det.
Denne Soberhed og Kontrol i og med Beværtningen var sikkert ogsaa Skyld i, at Nyboe havde flere Krobevillinger samtidig, ligesom store Byggeforetagender ‑ i saa Henseende, der under Hurup Kro, det nuværende Missionshotel.
Og saa var Nyboe af den Type, der ikke lader sig mærke med, hvorvidt Omsætningen giver Tab eller Gevinst. Han hørte til den Art Handelsfolk, som Sælgeren søger, fordi man altid er forvisset om reel Behandling, og Tillid er jo en Hovedfaktor, der letter enhver Handel.
Der gik en særpræget, ikke helt almindelig Mand bort med Johannes Nyboe, hvilket det ualmindelig store Følge til hans Begravelse turde bære Vidne om. Her hørte jeg første Gang Salmen: ”Jeg lever og vèd, hvor længe fuldtrøst”. Maaske husker jeg det, fordi den nævnte Salme blev sunget solo i Kirken, hvilket ikke var almindeligt i en Landsbykirke. Sangeren Nissen sang saa smukt, at jeg siden syntes, at det baade i Tekst og Toner er en af vore smukkeste Salmer.
Kilde: M.P.Kastberg – 90 AAR I JYLLAND – Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busk